Der var lagt op til et historisk monopolbrud, når den private virksomhed OpenCare den 1. juli 2010 skulle overtage driften af en alarmcentral, som dækker fire svenske regioner. Hidtil har det offentligt ejede SOS Alarm nemlig stået for driften af alle svenske alarmcentraler. Men monopolbruddet har udvikler sig til en fiasko, efter at OpenCare har måttet erkende, at virksomheden ikke vil kunne leve op til de krav, som var opstillet i udbudsmaterialet. Derfor har regionerne nu annulleret den kontrakt, som blev indgået med OpenCare efter et udbud - et udbud, som danske Falck i øvrigt også deltog i, men altså tabte til OpenCare. SOS Alarm har siden 1973 stået for driften af de svenske alarmcentraler, ligesom selskabet også varetager vagtcentralsfunktioner for regionernes ambulancetjenester og kommunernes brandvæsener. SOS Alarm er et offentligt ejet aktieselskab, hvor staten ejer 50%, regionerne 25% og kommunerne 25%. De seneste år har SOS Alarm imidlertid været hårdt kritiseret, ikke mindst efter at SOS Alarm skiftede til et nyt IT-system, som mangedoblede den tid, som alarmcentralerne anvender på at videregive en alarm til brandvæsener og ambulancetjenester. Hvor SOS Alarm tidligere brugte ca. 45 sekunder på en alarmering, så kunne mange brandvæsener konstatere, at tidsforbruget var steget til 3-4 minutter.
Kritikken af SOS Alarm var en del af årsagen til, at regionerne Gävleborg, Västmanland, Sömland og Uppsala valgte at sende deres alarm- og vagtcentralsfunktion i udbud, efter at opgaven hidtil havde været varetaget af SOS Alarm. Opgaven omfattede ekspedition af 112-opkald til ambulancetjenesten samt disponering af 130.000 årlige opgaver til 72 ambulancer, fem sygetransportvogne, en lægehelikopter og et ambulancefly.
I udbudsmaterialet blev der stillet en række nye krav til den kommende operatør, bl.a. skulle alle medarbejdere på centralen mindst have en uddannelse som sygeplejersker og have mindst tre års erfaring, der skulle tilknyttes en læge, personalet skulle bestå en test af deres evne til at handle i stressede situationer og der skulle afsættes mindst fem dage om året til efteruddannelse.
De fire regioner fik tre tilbud på driften af alarm- og vagtcentralen. Udover den hidtidige operatør, SOS Alarm, bød Falcks svenske datterselskab samt den forholdsvis lille IT-virksomhed OpenCare, som især har specialiseret sig i at udvikle IT-systemer til sundhedssektoren. Efter en vurdering, hvor prisen vægtede 70% og kvaliteten 30%, valgte de fire regioner at skrive kontrakt med OpenCare. Det skete i november 2009, og det var dengang meningen, at OpenCare skulle overtage opgaven fra 1. juli 2010. Det ville samtidig være første gang, at andre end SOS Alarm fik en sådan opgave.
Siden da er regionerne imidlertid blevet mere og mere bekymrede over, om OpenCare rent faktisk er klar til at overtage den store opgave fra 1. juli 2010, og i denne uge valgte de fire regioner at trække i nødbremsen. Det blev nemlig klart, at OpenCare ikke vil kunne være klar til en overtagelse på det aftalte tidspunkt. Det er ikke oplyst, om OpenCares problemer er relaterede til rekrutteringen eller teknikken, men regionerne har opsagt kontrakten med OpenCare.
"Det vigtigste for os er patientsikkerheden og at vi har en alarmcentral, som også fungerer efter 1. juli. Derfor har vi nu i god tid taget initiativ til et finde en ny løsning, som varetager de hensyn", siger regionsrådsformand Ann-Margret Knapp. Samtidig varsler regionerne, at der kan være en regning på vej til den vragede operatør: "OpenCare har ikke leveret det, som de lovede, og det har påført regionerne nogle ekstraomkostninger. Hvor store de ekstraomkostninger bliver, ved vi endnu ikke", siger chefjurist Jens Larsson fra Uppsala-regionen, der fortæller, at regionerne undersøger mulighederne for et erstatningskrav.
























