Den nye læge- og akutbil i Horsens er udtryk for Region Midtjyllands vilje til at investere i tryghed for borgerne i Horsens-området. Sådan beskrev regionsrådsformand Bent Hansen (S) i forrige uge den nye enhed, som sættes i drift på onsdag. Men læge- og akutbilen er ikke en styrkelse af beredskabet, og det er vanskeligt at se, hvordan den kan skabe øget tryghed, lyder det fra de to udrykningslæger, som hidtil har dækket Horsens-området. De praktiserende læger Henning Thorøe og Bjarne Kronow har siden 1994 fungerer som udrykningslæger i området, men den ordning nedlægges nu til fordel for læge- og akutbilen. Læge- og akutbilen er imidlertid kun bemandet i tidsrummet kl. 8-19, mens udrykningslægerne var i beredskab døgnet rundt."Fra 1994/95 har der i det tidligere Vejle Amt været en velfungerende ambulancelægeordning med praktiserende læger, som har været kaldt efter nøjagtigt samme disponeringsvejledning som de andre akutlægebiler. Efter regionsdannelsen kom to af disse læger – fra Hedensted og Horsens - til Region Midtjylland og har døgndækket det akutte beredskab indtil nu, hvor det ophører pr. 1. september 2010. Vi kører ca. 400-500 udrykninger hver pr. år", fortæller Henning Thorøe og Bjarne Kronow.
Mens udrykningslægerne altså var i beredskab døgnet rundt, så er akut- og lægebilen kun i drift i tidsrummet kl. 8-19, hvor den kl. 8-16 bemandes med læge og paramediciner og kl. 16-19 bemandes med paramediciner.
"Derfor har vi svært ved at se styrkelsen af akutberedskabet og en øget tryghed for borgerne. Hedensted- og Juelsminde-området er i sandhed blevet et udkantsområde efter kl. 19.00", lyder vurderingen fra Henning Thorøe og Bjarne Kronow.
























