I dag præsenterede regeringen sit forslag til finanslov for 2011, og selv om der generelt er tale om en stram finanslov uden udgiftsstigninger, så vil det præhospitale beredskab blive tilført godt 200 mio. kr. Der er tale om en udmøntning af den aftale, som regeringen og Dansk Folkeparti indgik i juni, men nu er der blevet sat præcise beløb på de forskellige tiltag. Regeringen vil således afsætte 103 mio. kr. til redningshelikopterordninger, 51 mio. kr. til flere beredskaber, f.eks. akutbiler, og ligeledes 51 mio. kr. til kompetenceløft til sygeplejersker og paramedicinere samt uddannelse af first responders.De godt 200 mio. kr. til det præhospitale beredskab kommer til at indgå i en særlig pulje, hvor det er de enkelte regioner, som skal udtænke konkrete forslag til forbedringer og så søge om penge fra puljen. Det ligger dog fast, at en del af pengene skal anvendes til endnu en forsøgsordning med lægehelikopter, denne gang en helikopter med base i Karup.
Regeringen anbefaler også regionerne at søge om penge til projekter, hvor der indsættes akutbiler med paramedicinere i de områder,som i dag har lang responstid, men også nye ordninger med lokale first responders, som kan yde livreddende førstehjælp indtil ambulancen er fremme, kan få støtte fra puljen.
Den præhospitale pulje er en del af en større pulje på 608 mio. kr., som skal anvendes til at styrke akutindsatsen i yderområder. Den største del af denne pulje, omkring 400 mio. kr., går til lægehuse og sundheds- og akuthuse i udkantsområder.
"Regeringens udspil til finansloven for næste år vil give mere tryghed i områder med lang afstand til de nye, store akuthospitaler. Vi får f.eks. to-tre nye sundheds- og akuthuse bl.a. i Holstebro, hvor patienter fortsat vil kunne få undersøgelser og behandlinger, terapi osv. Ligesom der vil være enkelte sengeafdelinger til visse kroniske patienter og en lang række ambulante funktioner. Dertil kommer flere akut- og lægebiler samt forsøg med helikopter i Karup ligesom det nystartede forsøg på Sjælland", siger indenrigs- og sundhedsminister Bertal Haarder (V).
























