Den nye katastrofe- og risikomanageruddannelse, der er udviklet af Professionshøjskolen Metropol i samarbejde med FKB, Falck, Beredskabsstyrelsen og PrimoDanmark, starter op til september, og uddannelsen tegner til at blive en succes – der er nemlig kommet ca. 200 ansøgninger til de 90 uddannelsespladser. Den nye uddannelse tager 3½ år, og den indeholder både teori og praktik. Praktikken finder sted på Beredskabsstyrelsens fem beredskabscentre samt i kommunerne, hvor der både er praktik i forbindelse med den forebyggende og den afhjælpende del af beredskabet. Professionshøjskolen Metropol har indgået en aftale med Beredskabsstyrelsen, som indebærer, at styrelsen stiller praktikpladser til rådighed på beredskabscentrene, og skolen arbejder i øjeblikket på at få praktikaftaler med landets beredskabschefer, så også denne del af uddannelsen kan falde på plads.
I Frederikssund-Halsnæs Brand- & Redningsberedskab har man besluttet at være praktiksted for to studerende pr. hold. "Det er altid spændende at få praktikanter til Frederikssund-Halsnæs Brand- & Redningsberedskab. De studerende kommer til at opleve, hvad vi gør, og hvordan vi gør tingene i Frederikssund-Halsnæs Brand- & Redningsberedskab, hvilket jo også er det, de skal i praktikken”, fortæller beredskabschef Kim Lintrup.
”Derudover ser jeg en mulighed for, at de studerende kan deltage i udarbejdelse af rapporter i de forskellige nationale og internationale projekter, som Frederikssund-Halsnæs Brand- & Redningsberedskab indgår i. Jeg regner derfor med at få feedback på det, som vi gør, og samtidig blive udfordret i, hvordan vi måske kan gøre tingene anderledes og bedre. Så jeg har ingen betænkeligheder ved at have studerende i praktik”, siger Kim Lintrup.
Middelfart og Odense kommuner har valgt at gå sammen om at stille et antal praktikpladser til rådighed for de studerende på katastrofe- og risikomanageruddannelsen. "Årsagen til at vi har valg denne model er dels, at vi sikrer os, at de studerende får en god faglig profil i forbindelse med praktikopholdet, og dels at vi gennem et sådant samarbejde regner med at kunne få det mest mulige udbytte af, at have de studerende i praktik hos os”, fortæller beredskabschef Claus Lund fra Middelfart Kommune og afdelingsleder Claus Olsen fra Odense Kommune.
For de to kommuner vil samarbejdet om praktikforløbet også give mulighed for et øget samarbejde på andre områder. ”Samarbejdet mellem de to kommuner vil givetvis også øges - og ikke kun i praktikperioderne, men også en generel sparring, udveksling af erfaringer, drøftelse af konkrete projekter med videre", vurderer Claus Lund. "Samarbejdet med Middelfart giver de studerende mulighed for - hvis de ønsker det - at besøge begge brandvæsener, eventuelt i et valgfrit modul”, supplerer Claus Olsen.
Udover Frederikssund-Halsnæs Brand- & Redningsberedskab samt brandvæsenerne i Middelfart og Odense har Metropol indgået aftaler om praktik med blandt andet Helsingør, Ålborg og Frederiksberg kommuner.
Uddannelsen som katastrofe- og risikomanager er en professionsbachelor-uddannelse, der tager 3½ år. Uddannelsen består af 14 moduler af 10 ugers varighed. I den teoretiske del af uddannelsen får de studerende bl.a. en grundlæggende viden om det danske og internationale beredskab, bygningskonstruktion, projektledelse, logistik, beredskabsfaglig innovation, krisepsykologi, ledelse mv. Der optages 90 studerende årligt, fordelt på 45 studerende, som starter til september, og 45 studerende, som starter til februar.
























