Ambulanceoperatøren Responce har udviklet sin egen variant af døgnvagten, og den er meget populær blandt redderne. 3F, der har redderoverenskomsten, mener imidlertid, at Responces brug af døgnvagt er overenskomststridig, og derfor vil fagforeningen have Responce idømt en bod. Efter et resultatløst mæglingsmøde retter Responces redningsdirektør, Michael Sørensen, nu en hård kritik mod 3F - for Michael Sørensen mener, at 3F chikanerer Responce, og at kritikken fra 3F udelukkende skyldes, at redderne i Responce har valgt at melde sig ud af 3F i protest mod fagforeningens kurs overfor Responce. Responce søgte i februar Arbejdstilsynet om dispensation til at anvende døgnvagt, og kort tid efter valgte så godt som alle reddere i Responce at forlade 3F og i stedet danne deres egen fagforening, Responce Faglig Sektion, der er tilknyttet De Frie Funktionærer. Baggrunden var utilfredshed med, at 3F ikke vil acceptere, at Responce bruger den variant af døgnvagten, som både virksomhed og reddere ønsker.
Siden har tonen mellem Responce og 3F været hård. Responce har fremlagt et forslag til en lokalaftale om døgnvagten, men i det, som Responces organisation Dansk Industri kalder et aftalebrud, trak 3F sin anbefaling af, at Responce får lov til at anvende døgnvagt, tilbage. Senest har 3F så krævet, at Responce skal betale en bod på 1,7 mio. kr., fordi Responce - ifølge 3F - anvender en vagtform, som er overenskomststridig.
Onsdag var der så mæglingsmøde mellem parterne, men det endte uden resultat. Ifølge Horsens Folkeblad fastholdt 3F, at Responce med den nuværende vagtform overtræder reglerne, og samtidig lagde fagforeningen ikke skjul på, at man ønsker, at redderne vender tilbage til 3F. Og netop det ønske var medvirkende til, at mødet ikke gav noget resultat, men tværtimod satte uenigheden på spidsen.
Ifølge redningsdirektør Michael Sørensen havde 3F på forhånd krævet dokumentation for, at Responces brug af døgnvagter ikke belaster redderne. "Den dokumentation havde vi klar på mødet. Der er intet at komme efter, og da Søren Andersen (3F's forhandler, red.) fandt ud af det, ville han pludselig ikke diskutere den del af sagen mere. I stedet blev det spørgsmål om, at vores ansatte er brudt ud af 3F og har etableret deres egen fagforening", siger Michael Sørensen til Horsens Folkeblad.
Søren Andersen fra 3F bekræfter, at han ser Responce-reddernes manglende 3F-medlemskab som en stor hurdle for en aftale om reddernes vagtplaner.
























